Jeg har faktisk ikke trænet siden før jeg tog afsted til Syd Korea. Det er omkring to måneder! Det
Se næste indlæg >
Han pralede af voldtægt på en tv-produktion
Jeg delte for første gang denne her historie i en artikel på dr.dk, men jeg ville også gerne dele den her på bloggen til jer der læser med.
Hvis I tror, at det kun er i USA, at underholdningsbranchen er fucked, så kan jeg fortælle følgende: Jeg har siddet under en middag på en tv-produktion, hvor en fremtrædende medarbejder – pakket ind som en ‘sjov’ historie – pralede med at have voldtaget en kvinde, da han var yngre.
Jeg var i chok. Jeg var frastødt. Men jeg havde altså to dage tilbage, hvor jeg skulle arbejde sammen med den mand.
Det var et helvede. Jeg havde ikke lyst til at kigge på ham. Jeg havde ikke lyst til at interagere med ham. Og jeg havde fucking dårlig samvittighed over det, fordi jeg følte, at jeg var uprofessionel og ødelagde programmet.
Men jeg havde så svært ved at arbejde med en mand, som så et seksuelt overgreb som en hyggelig historie, man fortæller over middagsbordet.
Jeg blev da også trukket til side på et tidspunkt, fordi man tydeligt kunne mærke, hvor utilpas jeg var. De vidste jo godt, hvad jeg var blevet så stødt over, de havde også hørt det.
Jeg fik at vide, at han nok ikke rigtig mente det, og at historien nok var blevet overdrevet. Jeg følte mig alene i mit ubehag.
Selvom resten af produktionen var rigtig søde, så sad jeg lidt med følelsen af, at det var mig, der tog fejl. At jeg også skulle have siddet og grinet med, som de andre havde gjort.
Den dag i dag har jeg stadig problemer med at acceptere min egen reaktion. Når jeg tænker tilbage, sidder jeg stadig med følelsen af, at jeg var uprofessionel, og at jeg måske har ødelagt noget for mig selv ved min opførsel.
Det er ligegyldigt, hvor mange gange mine forældre og mine venner fortæller mig, at min reaktion ikke kun var forståelig, men også passende.
Alligevel sidder jeg stadig og skammer mig over, at jeg ikke bare kunne tage mig sammen og arbejde med en mand, som pralede af voldtægt.
Jeg synes overhovedet ikke, at du har noget at skamme dig over! Faktisk vil jeg sige, at det havde været på sin plads, at fortælle ham, hvor upassende den historie var. Det kan selvfølgelig være svært i en situation, hvor man skal samarbejde med vedkommende, eller han evt. er ens chef. Men tænk nu, hvis han havde fortalt en “Hyggehistorie” om dengang, han havde smadret nogen i hovedet med en skovl, og bagefter begravet dem i sin baghave? Hvor syret dét end lyder, kunne man så forestille sig bare at sidde og grine med af dét, eller tie stille? Nej, overhovedet ikke. Ville det være socialt acceptabelt at reagere, og sige, at den slags snak gør én utryg ved at samarbejde med dem? Øh ja, det ville det nok. Det er iorden at fortælle folk, at dén slags snak gør en utilpas, man skal jo helst være tryg ved at arbejde sammen med manden.
Man skal reagere, når man er vidne til ting, der er forkerte. Det kan også godt gøres på en pæn måde.