Verdens bedste far – med PTSD

Da det var mors dag skrev jeg et indlæg om alle min mors spydigheder. I anledningen af fars dag vil jeg også meget gerne skrive lidt om min far. Det kommer lidt forsinket, da jeg i ugen op til fars dag havde eksamen.

Jeg har virkelig verdens bedste far! Min mor og far blev gift da jeg var tre år gammel. Det er virkelig vildt at tænke på, hvordan han mødte en kvinde med fire børn fra et tidligere ægteskab, forelskede sig i hende, og tog børnene ind som var de hans egne. Det kræver virkelig noget af en person. På trods af, at min biologiske far ikke har været så nærværende, så har jeg aldrig manglet en far. Jeg har nemlig haft, hvad jeg betegner som min rigtige far. Familie handler ikke bare om hvis genmateriale man deler. Det er de mennesker som vælger at være familie for dig.

Jeg har virkelig mange lykkelige minder med min far. Noget jeg husker meget tydeligt er engang da jeg var lille, og min far og jeg var alene hjemme. Jeg havde fået fat på en af mine mors læbestifter, og havde fået den geniale idé, at jeg skulle tegne på væggen med den. Efter jeg havde gjort det, indså jeg at jeg nok kunne få ballade for det, så jeg prøvede at tørre det væk. Dette lykkedes dog ikke. Så jeg kom grædende ud til min far og fortalte, hvad der var sket. Han trøstede mig og sagde, at det var okay. Han var bare glad for, at jeg var kommet til ham og fortalt sandheden. Han hjalp mig med at gøre rent, og jeg ved faktisk ikke om han nogensinde fortalte min mor, hvad jeg havde gjort.

Min far er også altid sjov og fortæller vildt upassende vittigheder, som til tider får min mor til at forlade spisebordet. Da jeg var lille havde vi altid stor familiemorgenmad om søndagen. Og pludselig ville vi starte madkamp og kaste franskbrød med nutella i hovedet på hinanden. Endnu en ting min mor ikke fandt lige så morsomt, som min far.

Min far fortsætter sine upassende jokes og virker altid en smule stolt, når jeg selv laver dem. For et par uger siden da jeg var hjemme og besøge mine forældre, sad min far og hjalp min niece på fire med at tælle. Han spurgte hende, “Hvad kommer efter seks?”, hvortil jeg svarede “En cigaret for det meste”. Min mor rystede på hovedet af mig, men min far grinte med.

Jeg tror også, at jeg kan give min far skylden for, at jeg er så egenrådig, som jeg er. Min far har lige fortalt mig en historie om en dag, hvor han havde cyklet mig i børnhave. Da vi kom til børnehaven hjalp han med at pakke min taske ud og jeg havde en lille drikkeyoghurt som skulle i køleskabet. Da jeg tog drikkeyoghurten op, kom en pædagog hen og sagde at drikkeyoghurter altså ikke var tilladt i børnehaven, da de opfattede det som slik. Min far bliver meget forbavset og forarget over det, så han siger “Nikita, giv mig drikkeyoghurten”. Jeg rækker drikkeyoghurten til ham, han åbner låget, rækker den tilbage til mig og siger “drik”. Så jeg tager drikkeyoghurten og drikker det hele lige foran pædagogen, og så var det problem jo løst. Nu havde jeg jo ikke en drikkeyoghurt med i børnehave.

I disse dage er min far ikke altid så vittig og legende, som han plejede at være. Det skyldes, at han efter mange udsendelser som soldat har fået PTSD. Han har været udsendt mange gange lige siden jeg var helt lille, men jeg har aldrig frygtet at miste ham i krigen. Jeg har altid haft fornemmelsen, at han nok skulle komme hjem igen. Det er hårdt, at jeg nu var så tæt på at miste ham til krigen. De gode dage bliver heldigvis flere, og nu da han endelig er kommet på facebook, har vi også meget mere kontakt med hinanden.

Han har selv skrevet lidt om PTSD, som jeg synes at alle burde læse.

“Jeg er selv en person der er forholdsvis nedbombet af PTSD, efter en lang og god tid i forsvaret.
Det tog mig mange år før end jeg erkendt det, og indrømmede det over for mig selv, at den stod helt gal til med mig, og at jeg havde brug for hjælp.

Når man som soldat når der til, at det psykiske pres bliver for meget for en, til at man kan håndtere det, at man til sidst giver op og rækker hånden frem, for at beder om hjælp med ens psykiske udfordringer, og åbner op for at tale om det. Så folder der sig et net ud under en, og man får al den hjælp, støtte og rådgivning man har behov for, via Veterancenteret.
Veterancenteret kan man ringe til døgnet rundt, feks. hvis man har brug for en at snakke med, eller bare hjælp til at komme igennem endnu en dag, osv.
Man får tilknyttet en kompetent Psykolog.
Man kommer i medicinsk behandling hos en Psykiater.
Man bliver tilknyttet til en Socialrådgiver, som hjælper, rådgiver og støtter en hele vejen, blandt andet med kontakt med kommunen, og som bisidder.
Man får også en Job og Uddannelses Rådgiver, til at hjælpe en med de udfordringer man senere vil stå med.
Derudover er der også hjælp og støtte af hente fra vores fagforening, HKKF. Som har deres livline, hvor man altid kan ringe når ens verden falder sammen, uanset dag og tidspunktet.
HKKF hjælper også via deres arbejdsskade team, med at styre og håndtere vores sag, så vi ikke har de bekymringer oven i alt det andet, herunder med juristbistand.
Det er en hjælp der både er tilgængelig for tidligere som nuværende soldater, og er en mulighed for hjælp, som vi skal være meget glade for vi har, for de civile ude på den anden side af hegnet, er ofte langt fra at være så heldigt stillet som os.

Men efter jeg havde lagt krigergenet på hylden og har accepteret, at jeg må døje med PTSD resten af livet, så begyndte jeg at søge på nettet efter andre med PTSD.
Jeg fandt mange foreninger der tilbød hjælp og støtte m.m. Hvoraf jeg syntes at huske, at størstedelen af dem var fra/for veteraner, som der var kommet hjem med psykiske udfordringer.
Men jeg fandt også denne her, Landsforeningen for PTSD i Danmark.
Der er en forening som er baseret på frivilligarbejde (som det beskriver på hjemmeside), som så mange andre foreninger, og med rådgivning, støtte og hjælp til PTSD ramt o.l, med at få den rette behandling, et forum hvor man kan tale åbent med andre der også har en psykisk lidelse som en selv, eller bare lidt hjælp til at komme en lille smule på højkant igen, til at få lidt håb, lidt overskud, lidt forståelse.

Nu hedder foreningen PTSD i Danmark, men udover personer som kæmper med PTSD, eller kæmper med at få sin sygdom anerkendt og få den rette behandling, så det også en forening for personer (som ikke er blevet PTSD stemplet endnu), men som har været udsat for traumatiske hændelser, som alle former for vold, tvang, overgreb, sexuelt misbrug, mishandling, voldtægt m.m.
Traumer af fysisk og psykisk karakter, som har ført til voldsomme problemer med Angst, Social isolation, skam, lavt selvværd, mistet troen på sig selv, som medføre psykiske “smerter” andre/man dårligt kan forestille sig, noget som familie og pårørende tit har svært ved at forstå og sætte sig ind i
For personer med symptomer lig med PTSD, men som ikke er kommet frem endnu, og som ikke er blevet fagligt ordentligt behandlet, svigt fra kommune, læger der forveksler PTSD med depression grundet manglende kendskab, forkert medicinering, og personernes angst for at fortælle og åbne lidt op, af frygt for at blive afvist eller negligeret af de nærmeste og kommunen.
Uanset om man har PTSD eller ej, så er ovenstående noget som virkelig har ødelagt mange mennesker, og som ikke altid får den rette behandling, hverken af kommune som læge.

Facebook Gruppen og foreningen, er ikke kun for personer som som har været offer for noget af det ovenstående, den er også for personer som feks. betjente, falkreddere, soldater og socialarbejdere o.a., som har været udsat for og har haft traumatiske oplevelser på deres arbejde.
Vi reagere alle forskelligt på voldsomme oplevelser, nogen gange er det en lille episode der får det hele til at vælte, andre gange er det noget som er sket over længere perioder.
Foreningen favner alle som lider af en psykisklidelse, uanset hvem man er, hvilket job man kommer fra, og på hvilket grundlag man lider af Angst, Stress til PTSD.
Så hvis Du selv er en sådan person, eller kender en som mangler et fællesskab med rummelighed og forståelse, hvor ingen ser ned på dig, ingen griner af dig og din lidelse, hvor ingen ryster på hovedet over din situation! Så er foreningen: PTSD i Danmark, et rigtigt godt sted for dig.

Men udover at Facebook gruppen som foreningen har, og som er et rigtigt godt sted for os PTSD ramte spævner, så har de også en Facebook gruppe for familie, pårørende og venner. Folk som måske ikke altid kan forstå hvad PTSD er og hvad det indebære, folk som ikke kan sætte sig ind i vores situation, og hvorfor PTSD ramte personer agere og reagere som vi gør.
På deres hjemmeside er rigtige gode råd og informationer, både til Angst og PTSD ramte, som til familie og venner, med indsigt og forståelse af PTSD.
Prøv at læs lidt på siden, prøv at læse nogen af historierne.

Og lige en sidste bemærkning, som måske kan lyde lidt komisk, fjollet, opsang eller prædiken agtigt…
Men I får den alligevel.

Til alle Jer som kæmper med psykisk lidelse, så skal I aldrig gi op, så længe I trækker vejret, så har kroppen ikke givet op og I kan stadig kæmpe.
Hvis I føler at I ikke længere magter noget mere, ikke føler I har noget overskud tilbage, så igen, giv ikke op.
I kan stadig finde styrke, overskud og mod til at fortsætte kampen, I skal “bare” kigge lidt ind I Jer selv, og grave efter det, og nogen gange skal man grave dybt.
Styrke kan og vil I finde i selv de mindste ting når I graver.
Gode og lykkelige minder, et barns grin og smil, sjove episoder i livet, glade begivenheder, hvad som helst I finder frem, som har og giver et positiv indtryk på Jer, og som bringer et grin eller smil frem på læberne, er en lille styrke, et lille overskud.
Hold fast i dem med næb og klør, brug dem som et skjold, en mur mod PTSD’en og Angsten som plager og jager, træk Jer ind i en boble af en tryk og varm “verden”, en boble som afskærmer det værste af PTSD’en.
Brug al den overskud og styrke I finder til at kæmpe videre, til at søge hjælp, støtte og rådgivning, til at bevare håbet om igen at blive den glade person I var engang.
Vi får nok aldrig et normalt liv igen, men så længe vi kæmper har vi muligheden og chancen for et værdigt og acceptabelt liv.”

Jeg er stolt af min far. Han er en kæmpe inspiration for mig, og jeg håber at han kan inspirere andre, som døjer med de samme problemer <3