Falkenberg Strandbad

Shit my mom says

shit my mom says

Min mors reakion da jeg fortalte hende, at jeg ville lave dette indlæg…

Jeg elsker min mor. Det gør jeg virkelig. Men hun er altså et ondt menneske med mange spydige kommentarer! Så i anledningen af mors dag vil jeg fortælle 8 små anekdoter om min mors ondskab overfor mig og mine søstre. Min bror går af uransagelige årsager altid fri. Det kan være, at min mor faktisk godt kan lide ham..

#1
Hele mit liv har jeg troet, at jeg var allergisk overfor nødder, fordi det har min mor altid sagt. Det er faktisk først for nylig jeg indså, at jeg godt kan tåle nødder og at jeg faktisk har spist ret mange forskellige nødder uden problemer. Min mor har aldrig fået mig testet. Hun siger selv at hun bare gik ud fra, at jeg havde en nøddeallergi, da hun havde det. Jeg tror nu mere, at hun bare ikke ville give mig den nydelse at spise nødder, når hun ikke selv kunne.

#2
Sidste år inviterede jeg min mor til min 20 års fødselsdag. Her er et uddrag af sms-korrespondancen.
“Hej mor Jeg vil gerne invitere dig og far til min fødselsdag d. 8 hjemme hos mig ”
“Tak skat ”
“Det var da så lidt. Du spillede jo en ret stor rolle i alt det der med, at jeg blev født”
“Nej, jeg gad ikke engang være der. lol”

aad98d7eca49b4f45ee58b0fc2a456e2

Min søster Chanel er måske den som oftest er offer for min mors spydigheder.

#3
Engang kom Chanel hjem for at besøge min mor i en helt ny kjole, som hun var meget glad for. Da Chanel træder ind af døren kigger min mor på hende og spørger “Kan du selv lide den kjole?”. Chanel har ikke haft kjolen på foran min mor siden…

Min mor er dog blevet bedre. Når Chanel har noget på som min mor ikke kan lide er min mor bare begyndt at sige “Ja, den er meget dig”.

#4
Dengang jeg gik i folkeskole kom min mor ind i stuen derhjemme til Chanel og jeg med en stor mappe i hånden. Hun siger så, at den mappe indeholder gamle essays og opgaver fra sin egen studietid og hvis jeg nogensinde får brug for det, kan jeg bare tage en opgave derfra. Chanel, der er ældre end jeg, spørger meget fortvivlet, hvorfor hun aldrig fik det tilbud, hvortil min mor svarede køligt “Det er fordi jeg ved, at Nikita kan finde ud af det”.

#5
En anden aften kommer min mor ind til Chanel og jeg med en novelle i hånden, som hun beder mig læse. Chanel spørger om hun også må læse den og min mor svarer “Du ville ikke forstå de politiske undertoner.”

#6
Engang da min mor, Chanel og jeg var ude og handle fik min mor Chanel til at forlade butikken i skam. Chanel og jeg står og pakker varer for enden af kassebåndet alt imens min mor lægger varer op. På et tidspunkt husker min mor, at Chanel har en date den efterfølgende torsdag. Hun finder det så passende at råbe ned til Chanel om hun skulle bruge kondomer til på torsdag. Mange mennesker kiggede… Chanel pakkede færdigt og gik meget hurtigt ud af butikken.

#7
Min søster Sasha går heller ikke fri for vores mors spydigheder. En dag var jeg ked af en grov kommentar om mit udseende. Kommentaren kom fra en fyr som Sasha tidligere havde været sammen med. Min mor beslutter sig for at muntre mig op ved at sige “Helt ærligt, han har været sammen med Sasha. Vil du lade ham vurdere skønhed?”.

#8
Da mine søskende og jeg var små fik vi fastelavnsris hver fastelavn. Men en morgen vågner vi til beskeden om, at vores fastelavnsris var blevet spist af myrer. Det var en traumatiserende oplevelse som førte til en livslang mistro til myrer. I virkeligheden var det dog bare min mor, som var blevet lækkersulten aftenen før og havde spist alt slikket på vores fastelavnsris.

Derudover fortæller min mor os konstant, at hun enten stjal eller adopterede os og at hun har fortrudt det lige siden…

Men jeg elsker virkelig min mor og alle hendes spydigheder. De er altid underholdende og ifølge hende selv overhovedet ikke ondt ment. Hun har i hvert fald fortjent både gave og blomster på mors dag.

Allerhelst ville jeg gerne kunne købe hende en kitchenaid, som hun altid har ønsket sig. Men det må blive en anden gang hvor jeg har lidt flere penge.

4 kommentarer

  • KusineDorthe

    Du og dine søskende har en total sej og meget stærk mor, som elsker alle sine børn utrolig højt. Hun har bare gjort sit for at forberede jer på de små stød som tilværelsen kommer til at give jer undervejs. Man kan sige at I er blevet formet og hærdet af jeres skønne forældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mads Windeballe

    JEG ELSKER DIN MOR. Hahaha 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • DinStørsteFan

    Jeg er vild med din mors kommentare. Hun burde være gæsteblogger en dag 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg fan af den blog her ! 😉 Indlægget om rødvinsmaver og dette fik mig om bord 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Falkenberg Strandbad