Lad mig ikke bo alene

Jeg har nu boet alene i præcis en uge. Alle sagde at det ville være en god forandring for mig, og at jeg ville klare mig fint..

På nogle punkter føler jeg mig meget voksen og ansvarlig. Jeg lufter ud. Jeg husker at fjerne hår fra afløbet efter jeg har været i bad (Det er forresten ret ulækkert. Jeg kan godt forstå, at jeg ikke har gjort det før. Og at folk er blevet sure på mig over det). Jeg husker at handle ind. Jeg fandt endda ret hurtigt ud af, hvor den nærmeste butik lå.

Der er dog andre punkter, hvor det fortsat er op ad bakke. Jeg har for eksempel absolut ingen køkkenting overhovedet. Jeg ejer ikke bestik. Jeg havde denne her samtale med min mor på vej til min lejlighed i mandags.
“Har du overhovedet nogle kopper?”
“Jeg har champagneglas…”
“Jeg sagde altså, at du bare skulle tage nogle kopper med hjemmefra.”
“Nej, vent! Jeg har fire kopper!”
“Hvad med skåle og dybe tallerkener til morgenmåd?”
“Jeg har fire kopper.”
” ….”
“Og en salatskål! Hvis jeg bliver meget sulten.”

Derudover frygter jeg virkelig for første gang jeg ser en edderkop og skal dræbe den selv. Måske burde jeg prøve at blive venner med mine naboer allerede nu?

Som mit coverbillede på facebook siger “I’m an adult but more like an adult cat. Someone should probably take care of me but I can maybe sorta make it on my own.”

PS: Hvor lang tid kan man overleve på en diæt udelukkende bestående af drikkeyoghurt? Jeg skulle spørge fra en ven…